Baggrund og formål

Baggrund

Foreningen er oprettet i 2015 på initiativ af Hillerød Svømmeklub. Formålet var at skabe et forum for alle brugere af Hillerød Svømmehal, som i fællesskab kan arbejde for en udvidelse af svømmehallen i Hillerød. Alle foreninger (Langarverne, Søhesten, Hillerød Kajakklub, Hillerød Handicap, Hillerød Firmasport) med tilknytning til Hillerød Svømmehal er inviteret med i foreningen. Vi arbejder ligeledes på at inddrage brugere af den offentlige badetid samt mulige nye brugere (fx Sundhedscenteret) i arbejdet. Der er ledige pladser i bestyrelsen, såfremt flere brugergrupper ønsker at være repræsenteret. Derudover er det muligt for alle andre medlemmer at tage initiativ til aktiviteter og deltage heri. I så fald skal I blot tage kontakt til bestyrelsen.

Formål

Foreningens formål er at medvirke til, at den eksisterende Svømmehal i Hillerød bliver udvidet og fornyet. Udvidelsen skal komme flest mulige borgere til gode. Dels skal de mange nuværende foreninger have bedre faciliteter og mere tid i svømmehallen. Derudover skal svømmehallen skabe rammer for nye tilbud til forskellige typer af borgere i Hillerød, eksempelvis baby- /småbørnssvømning,  genoptræning og breddehold for såvel børn, unge og voksne. Ligeledes skal svømmehallen være et attraktivt sted for offentlig åbent, både børnefamilier og motionister. Foreningen vil arbejde for at styrke samarbejdet mellem de forskellige foreninger, øvrige brugergrupper og Kultur- og Fritidsforvaltningen, således at alle oplever at deres ønsker og behov bliver hørt. Foreningen ønsker gennem positive offentlige events og formelle møder at skabe opmærksomhed om de behov, som byggeriet skal opfylde. Foreningen ønsker ligeledes at bidrage med ekspertise i forbindelse med planlægning af byggeriet.